Nykredit: Stadig historisk lav ydelse på lån trods højere rente

Udgivet den 22-07-2015  |  kl. 13:40  |  
Arkiv: Foto

Renten er begyndt at stige. Men ydelsen på boliglån er stadig historisk lav. Det påpeger Nykredit.

- Efter de ekstremt lave renter, vi så i første kvartal, er renten på fastforrentede lån steget de seneste måneder. Men rentestigningen betyder ikke nødvendigvis, at det er blevet meget dyrere, forklarer seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre til Ritzau Finans.

I dag betaler man knap 5000 kr. per lånte mio. kr. før skat med et fastforrentet lån med afdrag. Og det er lavt set i et historisk perspektiv. Da renten var på sit laveste i februar måned, lød ydelsen på omkring 4300 kr.

- Renten på det fastforrentede lån er på få måneder gået fra 2 pct. til i dag at hedde 3 pct. Rentestigningerne har naturligvis haft stor fokus, men vi må ikke glemme, at niveauet stadig er lavt, hvis vi kigger i bakspejlet, siger Jeppe Borre.

I 2000 og 2008 toppede ydelserne på fastforrentede lån. Dengang betalte boligejerne i omegnen af 8000 kr. om måneden for et fastforrentet lån. Til sammenligning er et fastforrentet lån i dag 2500-3000 kr. billigere i månedlig ydelse.

- Sammenligner vi også med den sidste historiske bund i 2005, så er ydelsen i dag ligeledes lavere end dengang, siger Jeppe Borre og tilføjer: Den lavere rente i dag betyder samtidig, at afdragsdelen af den samlede ydelse er betydelig højere. Med andre ord nedbringes gælden hurtigere i dag.

/ritzau/FINANS

Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Makro❯ 

Relaterede nyheder