Nyt tysk ECB-medlem ville have ventet med nye obligationsopkøb

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 11:16  |  

Den tyske økonomiprofessor Isabel Schnabel, der er på vej ind i direktionen hos Den Europæiske Centralbank (ECB) som afløser for Sabine Lautenschläger, ville formentlig have ventet med at genstarte bankens program for kvantitative lempelser - herunder store obligationsopkøb - hvis det havde stået til hende.

Det siger hun i Europa-Parlamentet tirsdag ifølge Bloomberg News.

Hun er dog optimistisk, når det kommer til effekten af lempelsesprogrammet, der blev annonceret i forbindelse med italienske Mario Draghis næstsidste rentemøde som chef for ECB.

- Naturligvis er pengepolitikken meget lempelig, så håbet er, at det vil være tilstrækkeligt til at føre inflationen tilbage til målet. Jeg er også optimistisk, i forhold til at inflationen kommer til at bevæge sig mod målet på mellemlang sigt, siger Isabel Schnabel ifølge nyhedsbureauet.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder