Obligationer/åbning: Lidt lavere rente op til amerikanske inflationstal
Renterne på det danske obligationsmarked åbner lidt lavere onsdag. Efter et par dage uden tunge nøgletal offentliggøres der onsdag tal for den amerikanske inflation for november.
Onsdag ligger renten ved åbningen i 1,81 pct. Tirsdag endte renten på den toneangivende tiårige statsobligation i 1,83 pct. efter en stigning på 2 basispoint.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg tirsdag 3 basispoint til 4,23 pct. Onsdag morgen ved 9-tiden er renten på samme niveau - stort set som da obligationsmarkedet lukkede tirsdag i Danmark.
LILLE HOP I INFLATION I VENTE
Det kan være stilhed før storm, for onsdag klokken 14.30 lægges udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i november frem.
Her ventes en stigning på 2,7 pct. på årsbasis mod 2,6 pct. i oktober i følge medianestimatet fra Bloomberg. For kerneforbrugerprisernes - inflation renset for udviklingen i fødevarer og energi - vedkommende er konsensus en stigning på 3,3 pct., hvilket er uændret fra oktober.
Sydbank kan godt forestille sig, at inflationen overrasker ved at være lavere end ventet.
Sker det, vil det formentlig understøtte risikoappetitten og sende renterne ned, påpeger seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.
- Tirsdag overraskede NFIB-indekset, der måler temperaturen blandt de små og mellemstore virksomheder i USA, ganske positivt, fremhæver han og fortsætter:
- Det var den første humørmåling af de amerikanske SMV'ere efter valget af Trump.
Det samme mønster var tilfældet i 2016, at NFIB-indekset steg kraftigt efter en sejr til Trump på udsigten til skattelettelser og deregulering.
TORSDAG KOMMER NYT FRA ECB
Udfaldet af årets sidste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag bliver med al sandsynlighed årets fjerde rentenedsættelse på 25 basispoint til 3,0 pct. for den ledende rente i Eurozonen.
Dog holder flere økonomer døren åben for, at den svage økonomiske aktivitet i Europa vil resultere i en dobbelt så stor rentenedsættelse på 50 basispoint.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›