Obligationer/åbning: Lille renteplus fra børsstart frem mod Fed-taler

Udgivet den 18-10-2019  |  kl. 08:43  |  

Der er ikke de store udsving på det danske obligationsmarked fra børsåbning fredag.

Det toneangivende tiårige danske statspapir handles efter kort tids handel med en rente på omtrent minus 0,38 pct., hvilket er 1 basispoint højere, end da det danske marked lukkede torsdag.

I fokus fredag er flere taler fra medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, herunder fra Robert Kaplan, der har stemmeret i renteudvalget, som kan løbe med investorernes fokus.

De kan nemlig give et hint om, hvorvidt centralbanken vil sænke renten ved det næste møde, der afsluttes 30. oktober.

- Siden rentemødet i september har vi fået yderligere nøgletal fra USA, der antyder, at den amerikanske økonomi hænger i bremsen, skriver Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

- Vi vurderer, at Fed vil sænke renten med 0,25 pct.point på rentemødet den 29.-30. oktober, lyder det fra makroanalytikeren.

Markedet har også fokus på eventuelt nyt i brexit-sagaen, efter at Storbritannien og EU torsdag blev enige om en aftale for briternes udtræden af unionen.

EU's stats- og regeringsledere godkendte torsdag aften aftalen, og lørdag skal parlamentet i Storbritannien så stemme om aftalen - hvilket dog kan vise sig som en gordisk knude for Boris Johnson.

Det nordiske parti DUP, der er støtteparti til den konservative regering, har nemlig udtryk kraftig modstand mod aftalen, ligesom den britiske opposition har sagt klart nej til aftalen.

Boris Johnson slog dog efterfølgende fast på et pressemøde, at han er overbevist om, at der er opbakning til aftalen.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder