Obligationer/åbning: Lille rentestigning med fokus på valg og stimulus

Udgivet den 22-10-2020  |  kl. 08:44  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger torsdag morgen med 1 basispoint til minus 0,47 pct.

De amerikanske aktieindeksfutures peger ned med 0,5 pct. torsdag morgen, idet investorerne fortsat er nervøse over den manglende afklaring på en ny finanspolitisk hjælpepakke i USA.

Yderligere er nervøsiteten også øget, efter at en højtstående amerikansk efterretningsofficer har udtalt, at Rusland og Iran har forsøgt at blande sig i næste måneds amerikanske valg.

Torsdag morgen har allerede budt på et nøgletal fra Tyskland, hvor forbrugertilliden for november er faldet til minus 3,1 pct. fra minus 1,7 pct.

Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på minus 3,0 ifølge Bloomberg News.

Generelt vil investorerne torsdag have fokus på et nøgletal fra USA og et fra eurozonen.

Dagens største kalendersatte makroøkonomiske højdepunkt bliver offentliggørelsen af tal for den amerikanske arbejdsløshedskø.

Her venter økonomerne for sidste uge et fald i antallet af nytilmeldte ledige til 870.000 fra 898.000 ugen før, og dermed fastholdes niveauet på over 0,8 mio. per uge.

En stigning i nytilmeldte ledige kan ifølge Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel give anledning til mindre rentefald i dag.

Torsdagen byder også på den foreløbige udgave af forbrugertilliden for eurozonen i oktober, hvor økonomerne venter en forværring til minus 15,0 fra minus 13,9 for september.

Forværringen ventes at være drevet af de seneste ugers kraftige acceleration af coronasmitte i det meste af Europa, og et kraftigt fald kan ifølge Mathias Dolleurp Sproegel presse renterne ned.

Natten til fredag klokken 3.00 vil markedsdeltagerne kigge mod USA, hvor den anden og sidste tv-debat mellem præsidentkandidaterne Biden og Trump finder sted.

- Efter den første debat faldt aktiemarkederne en spids, fordi Trump signalerede, at han ikke ville anerkende valgresultatet og trække resultatet i langdrag, pointerer Sydbanks makroanalytiker.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder