Obligationer/åbning: Rentefald fra start - fokus på Draghi og ZEW

Udgivet den 18-06-2019  |  kl. 08:55  |  

Den danske rente falder ved åbningen og nærmer sig atter bundrekorden fra fredag. Fokus tirsdag vil være på det tyske ZEW-indeks for juni, samt en tale af ECB-chef Mario Draghi.

Den tiårige danske statsrente ligger kort før kl. 9 i underkanten af minus 0,22 pct. Mandag steg renten 3 basispoint til minus 0,20 pct. efter fredag at have nået det laveste niveau nogensinde for den tiårige statsobligation herhjemme.

FOKUS PÅ TYSK TAL

ZEW-indekset fra Tyskland, der offentliggøres kl. 11.00, kan give investorerne et billede af, i hvilken retning den tyske økonomi bevæger sig. Indekset aftog en del i maj, og i juni venter investorerne også et større fald.

Den del, der omhandler forventningerne til fremtiden, ventes ifølge Bloomberg-estimater at falde til minus 5,6 fra minus 2,1 i maj, men vurderingen af den nuværende situation ses falde til 6,1 fra 8,2.

- Det skyldes blandt andet, at der igen er opstået usikkerhed omkring handelskonflikten mellem USA og Kina. Samtidig har Trump siden maj raslet med sablen overfor flere andre lande. Herunder Mexico, som der dog i første omgang er kommet en løsning på, vurderer Mathias Rømer Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank.

DRAGHI TALER

Den Europæiske Centralbank holder i denne uge sit årlige topmøde om pengepolitik i den portugisiske by Sintra, og især centralbankchef Mario Draghis tale tirsdag bliver interessant. Fokus vil rette sig mod indikationer om, hvorvidt renten skal sænkes yderligere som reaktion på den lave inflation og risici relateret til forhold som handelskrig og brexit.

Det vurderer cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank i en kommentar.

Han noterer, at den tilsvarende tale af ECB-chefen i 2017 sendte rystelser gennem markederne.

BOLIGTAL FRA USA

Den amerikanske byggerapport - påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser for maj - vil også kunne tiltrække sig opmærksomhed.

Påbegyndt boligbyggeri ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg at stige 0,4 pct. efter en stigning i april på 5,4 pct. Antallet af byggetilladelser ses at stige med 0,2 pct. som i april.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder