Obligationer/åbning: Renten falder en anelse forud for Trump-møde

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 08:41  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder 1 basispoint fredag morgen til minus 0,27 pct., efter at være faldet 2 basispoint torsdag.

Det er det samme niveau, som renten på den toneangivende papir lå på onsdag i sidste uge, da handlerne lukkede bøgerne op til den forlængede weekend på grund af Kristi himmelfartsdag.

Investorerne venter på nyt fra USA, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, senere i dag holder pressemøde om handelskonflikten mellem USA og Kina.

Mødet blev varslet torsdag, hvor Trump meddelte, at han fredag holder pressekonference med Kina som hovedemnet. Amerikanerne ser ikke længere Hongkong som uafhængig af Kina, og bystatens særlige handelsstatus med USA derfor kan blive ophævet.

Det fik torsdag de amerikanske aktiemarkederne til at bytte et plus ud med et fald i den sene handel. Bevægelsen forplantede sig dog ikke på det amerikanske marked for obligationer torsdag, hvor renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 1 basispoint til 0,69 pct. Men fredag tidlig formiddag er den tiårige T-bondrente faldet til 0,66 pct. på markedet i Tokyo.

Fredag eftermiddag kommer der blandt andet tal på den amerikanske inflation, det amerikanske privatforbrug samt forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan.

I løbet af eftermiddagen taler Philip R. Lane, centralbankchef i Irland og ECB-rådsmedlem, og senere Federal Reserve-chefen, Jerome H. Powell. Her vil investorerne holde øje med indikationer på flere pengepolitiske lempelser.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder