Obligationer/åbning: Renten falder marginalt før byge af PMI-tal

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 08:51  |  

En afventende stemning præger det danske obligationsmarked fredag morgen, hvor helt små rentefald indleder ugens sidste handelsdag.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter knap 1 basispoint lavere i minus 0,47 pct.

Fra morgenstunden samler opmærksomheden sig især om nattens tv-debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater, og senere venter der en byge af nøgletal.

I løbet af handelsdagen vil handlerne også holde øje med nyt om en økonomisk hjælpepakke i USA, der skal stimulere landets coronaramte økonomi.

Torsdag var de finansielle markeder præget af en fornyet tro på en snarlig stimulipakke i USA, efter at Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus og Demokraternes forhandlingsleder, meddelte, at en ny stimulipakke snart er klar.

Meldingen kom efter langstrakte forhandlinger og uro på børserne over risikoen for, at opsvinget oven på coronakrisen vil drukne, hvis ikke politikerne enes om at kaste en ny redningskrans.

Ugens sidste handelsdag byder på PMI-indeks fra både Tyskland, eurozonen og USA.

- Fokus drejer i dag over på de europæiske og amerikanske PMI'ere, når nattens TV-debat mellem Biden og Trump er blevet fordøjet, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

- De europæiske PMI'ere ventes at falde, mens de amerikanske PMI'ere ventes at holde stand. Et stort fald i de europæiske PMI'ere og et overraskende fald i de amerikanske kan lægge et nedadgående pres på obligationsrenterne i dag, fortsætter han.

PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdets fremstillingssektor ventes viste et fald til 53,0 i den foreløbige opgørelse for oktober mod 53,7 i september, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

For servicesektoren ventes indekset at falde til 47,0 fra 48,0 i samme periode.

I USA er der ifølge økonomerne omvendt udsigt til en lille fremgang i PMI-indekset for fremstillingssektoren til 53,5 mod 53,2 i september. Indekset for servicesektoren ventes at lande uændret på 54,6.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder