Obligationer/åbning: Renten holder niveauet med fortsat virusfokus

Udgivet den 27-02-2020  |  kl. 08:49  |  

Renten på den toneangivende danske statsobligationsrente er torsdag åbnet med små udsving omkring torsdagens lukkeniveau i minus 0,48 pct.

Det altafgørende for markederne vil torsdag fortsat være udviklingen i coronavirusudbruddet, hvor væksten i antallet af smittede i Kina onsdag aftog, mens den uden for Kina er stigende, hvor den første smittede dansker torsdag morgen er fundet.

På nøgletalsfronten vil fokus torsdag være på den økonomiske tillid fra eurozonen og den anden opgørelse over BNP-væksten i USA i fjerde kvartal.

Konjunkturbarometeret for Danmark er præsenteret torsdag morgen, og det viste for industrien i februar en stigning til minus 4 fra minus 9, og der er ifølge Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, endnu ikke tegn på virussmitte af den danske økonomi.

- Vi mener dog, at det formentligt blot er en stakket frist, hvor den seneste tids spredning af virusset uden for Kina i vores øjne kommer til at få negative konsekvenser for industrien herhjemme. Det skal da også understreges, at industriens barometre selv uden virusbekymring, fortsat befinder sig på et relativt svagt niveau, skriver Jes Asmussen.

Den økonomiske tillid for eurozonen præsenteres klokken 11, og her venter analytikerne for februar en fastholdelse på 102,8.

- Investorerne forventer, at indekset vil aftage som konsekvens af COVID-19. Et kraftigt fald i indekset kan give næring til det nuværende skrøbelige humør på finansmarkederne, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

Torsdag eftermiddag præsenteres den anden udgave af BNP-væksten for USA i fjerde kvartal, og en skuffelse i forhold til første opgørelse på en vækst på 2,1 pct. kan ifølge Sydbanks makroanalytiker også øge bekymringerne i markedet.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder