Obligationer/åbning: Renten stiger en smule efter mandagens store dyk

Udgivet den 28-01-2020  |  kl. 08:50  |  

Der er små rentestigninger på det danske obligationsmarked ved handelsstart tirsdag, efter at bekymringer om coronavirusset lagde sig som en dyne over de finansielle markeder mandag.

Kort efter handelsstart stiger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 1 basispoint til minus 0,37 pct. efter mandagens rentefald på 6 basispoint.

De globale obligationsmarkeder gav mandag ly for nervøse investorer, der søgte fra aktier til statspapirer på grund af frygt for coronavirus.

Også i USA var der rentefald. Her faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 8 basispoint til 1,60 pct. - det laveste niveau siden oktober sidste år.

Tirsdag er der et par amerikanske nøgletal i kalenderen. Klokken 14.30 offentliggøres ordreindgangen af varige goder for december. Her ventes en stigning på 0,4 pct. fra et fald på 2,1 pct.

Senere på eftermiddagen dansk tid lander den amerikanske forbrugertillid for januar. Her ventes en bedring til indeks 128,0 fra indeks 126,5.

- Dagens vigtigste nøgletal bliver den amerikanske forbrugertillid. Vi venter, at forbrugertilliden var stort set uændret i januar. Et fald i forbrugertilliden kan give beherskede rentefald, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en morgenkommentar.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder