Obligationer/åbning: Renter kravler lidt op trods fald i aktier

Udgivet den 30-10-2020  |  kl. 09:34  |  

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation er fredag åbnet med en stigning på 1 basispoint til minus 0,49 pct., efter at aktiemarkederne i Europa ikke er åbnet med så store fald som frygtet.

Rentestigningen kan også være understøttet af af udsalg af obligationer, efter at ECB's Robert Holzmann har udtalt, at det er rigtigt fortolket at formode, at ECB-chef Christine Lagarde på torsdagens rentemøde har signaleret mere stimulus til december.

Tidligere fredag var investorerne i højere grad i defensiven efter fortsatte bekymringer for det forestående amerikanske valg samt for en global økonomisk afmatning.

Med til at forværre stemningen er en dårlig modtagelse blandt investorerne af torsdagens sene regnskab fra giganten Apple.

Fredagen har allerede budt på et dansk nøgletal for bruttoledigheden, der fra august til september faldt med 1400 til 136.300.

Ledighedsprocenten faldt endvidere med 0,1 procentpoint til 4,8 pct. af arbejdsstyrken, ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Klokken 11 kigger markedsdeltagerne mod tal fra eurozonen, hvor de første BNP-tal for tredje kvartal præsenteres.

Her venter økonomerne en forbedring til en solid vækst på 9,6 pct. i forhold til det store dyk på 11,8 pct. i andet kvartal.

Samtidig præsenteres også inflationstal for eurozonen, og her venter økonomerne ifølge Bloomberg et fald i forbrugerpriserne på 0,3 pct. på årsbasis i oktober.

Der er dermed fortsat udsigt til den giftige deflation, hvor forbrug og investeringer udskydes, i håb om at varen bliver billigere i fremtiden.

- Et større fald i priserne, end vi venter, kan svække euroen og presse renterne ned, vurderer Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel.

Fredag eftermiddag klokken 13.30 kigges over på den anden side af Atlanten, hvor de amerikanske tal for privatforbruget og personlige indkomster præsenteres.

For september venter økonomerne en fastholdelse af stigningstakten på 1,0 pct. for privatforbruget, mens den personlige indkomst ventes at blive genoprettet til en stigning på 0,4 pct. sammenlignet med faldet på 2,7 pct. for måneden forinden.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder