Obligationer/åbning: Renterne fortsætter ned efter amerikansk smitte

Udgivet den 21-01-2022  |  kl. 09:05  |  

De danske statsrenter falder yderligere fredag morgen efter et stort dyk i de amerikanske renter torsdag aften og fredag morgen.

Fredag morgen er den effektive rente på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond 1,78 pct. på markedet i Tokyo. Det er 5 basispoint lavere, end da de danske handlere gik hjem torsdag.

Det giver også et nedadgående pres på de danske renter, og renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme bakker fredag morgen yderligere 2 basispoint til 0,12 pct. efter et fald på 3 basispoint torsdag.

Fra makrofronten er der fredag tal for forbrugertilliden både herhjemme og i eurozonen på plakaten - i begge tilfælde foreløbige opgørelser for januar.

De danske tal er landet og viste en samlet lille forbedring af forbrugertilliden til minus 1,5 i januar fra minus 2,1 i december.

Ud over forbrugertillidstallene er det eneste store nøgletalsmæssige højdepunkt en opgørelse af de ledende indikatorer i USA - en samling forskellige økonomiske nøgletal, der typisk kan bruges som rettesnor for den fremtidige udvikling i den amerikanske økonomi.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at de ledende indikatorer steg med 0,8 pct. i december mod en fremgang på 1,1 pct. i november.

For forbrugertilliden i eurozonen venter økonomerne for januar et fald til minus 9,0 fra minus 8,3 i december.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯