Obligationer/åbning: Uændret rente på handelsdag med FED i fokus

Udgivet den 27-01-2021  |  kl. 08:25  |  

Det danske obligationsmarked er onsdag åbnet med uændret renter på en dag, hvor investorerne især vil vende blikket mod USA og landets centralbank.

Den amerikanske centralbank, Fed, afslutter nemlig sit rentemøde. Et rentemøde, der ikke ventes at bringe de store overraskelser med sig, spår makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.

Men hvis Fed-chef Jerome Powell sætter ord på, hvornår obligationsopkøbene kan blive nedtrappet, vil det potentielt give udslag i obligationsmarkedet.

- Åbner Powell døren på klem for, at obligationsopkøbene kan blive nedtrappet i løbet af 2021, så vil renterne stige, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Vurderer Powell omvendt, at der er lange udsigter til, at obligationsopkøbene nedtrappes, kan det presse renterne forsigtigt ned, lyder det videre.

Derudover ventes det, at Powell atter vil understrege vigtigheden af yderligere finanspolitiske lempelser, som Biden allerede har i støbeskeen.

Det danske obligationsmarked endte tirsdag med en lille rentestigning til minus 0,435 pct. på den tiårige statsobligation. Onsdag åbner renten i præcis samme niveau.

Der er allerede taget hul på onsdagens nøgletal, da der her til morgen er kommet tal for den tyske forbrugertillid, der viste et massivt fald i februar.

Indekset faldt til minus 15,6 i februar fra minus 7,5 i januar, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.

Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på minus 7,9 ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Jeppe Boysen Karlsson

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder