OBLIGATIONER: Stigninger trods dollarstigning og Greenspan-tale

Udgivet den 22-07-1997  |  kl. 13:00  |  

København--22.juli--NetPosten--De danske obligationer er steget i løbet af formiddagen trods en stigende dollar og Fed-chef Alan Greenspans tale senere i dag.

Den tonenangivende danske statsobligation er fulgt med den tyske Bund-future op og handledes senest i 107,00 mod 106,73 ved åbningen i morges.

Den tyske Bund-future for september er steget til 103,00 fra 102,71 ved åbningen i morges. Det dansk-tyske rentespænd ligger fortsat uændret i 53 basispoints.

Omsætningen har været rimelig stor, men det kan også skyldes en del "byttere" mellem 8% 2006'ere og 7% 2007'ere for at tage profit på det indbyrdes spænd mellem de to. Der er omsat for 1 mia i 7-07 og 1,5 mia i 8-06.

Nationalbanken har været ude og sælge for 50 mio kr 7% 2024'ere. Det lille salg skyldes, at det var det eneste, de havde.

I den lange ende af rentekurven har der som ventet været købere fra udlandet, hvilket har betydet, at den 5-10 årige kurve er fladet 1,5 rentepunkter, mens den 2-10 årige kurve er fladet 5 rentepunkter, hvilket iøvrigt er det samme, som der er sket i udlandet.

Dollarens stigning over 1,81 DM burde egentlig svække de tyske obligationer, men dette er ikke sket. En handler siger til NetPosten, at det kan være, de falder, når USA åbner.

Ellers venter markederne bare på Federal Reserve's formand Alan Greenspans tale til Kongressen og Senatet i dag kl. 2000, hvor det iøvrigt ikke ventes, at han vil indikere nogen snarlige renteforhøjelser. Derfor tør køberne godt komme frem i markedet.

Udgivet af: NPinvestordk