Obligationer/middag: Lille rentefald forvandlet til stigning
Et beskedent rentefald i torsdagens indledende obligationshandel er hen over formiddag forvandlet til en stigning, og ved middagstid ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,18 pct.
Det er 3 basispoint højere end ved dansk børslukketid onsdag eftermiddag.
Dagens umiddelbare rentefald fulgte udtalelser fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som igen truer med told på en række varer som biler fra EU.
Men efterfølgende fik handlerne mere lokal inspiration fra en samling tillidsindikatorer fra eurozonen. Den samlede økonomiske tillidsindikator steg i februar til 96,3 fra 95,3 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en fremgang til 95,9.
Også industritilliden og tilliden i servicesektoren overraskede til den positive side
Men dagens vigtigste makroøkonomiske begivenhed ser ud til at blive referatet fra Den Europæiske Centralbanks seneste rentemøde i starten af februar. Her er opmærksomheden rettet mod ECB-medlemmernes holding til den fortsatte pengepolitik. Flere medlemmer af ECB, heriblandt direktionsmedlem Isabel Schnabel, har tidligere betvivlet, om renten på nuværende tidspunkt hæmmer væksten. ECB har siden juni 2024 sænket sin indskudsrente fem gange til nu 2,75 pct.
På dagsordenen torsdag er også friske tal for antallet af nytilmeldte ledige i USA. I sidste uge ventes 221.000 at have meldt sig ledige for første gang. Det skal sammenlignes med 219.000 forrige uge.
.\\˙ MarketWire