Obligationer/middag: Lille rentefald op til amerikanske jobtal

Udgivet den 07-08-2020  |  kl. 11:55  |  

Små rentefald præger det danske obligationsmarked fredag middag, hvor risikoappetitten er svækket, efter at USA's præsident, Donald Trump, har optrappet konflikten med Kina og via nye dekreter truet med forbud mod de kinesiske sociale medier, Tiktok og Wechat.

Mest af alt trædes der dog vande på finansmarkederne op til eftermiddagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juli.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger 1 basispoint lavere i minus 0,41 pct. I løbet af ugen er den tiårige danske rente faldet 2 basispoint.

JOBMARKEDET I BEDRING

Der ventes ifølge Bloomberg News i juli et fald i arbejdsløsheden i USA til 10,6 pct. fra 11,1 pct. i juni. Dermed går det fortsat den rigtige vej, efter at coronakrisen slog benene væk under økonomien og sendte arbejdsløsheden i USA helt op i 14,7 pct. i april.

Beskæftigelsen uden for landbruget ventes at være steget med 1,48 mio. i juli efter en stigning på 4,8 mio. i juni og 2,7 mio. i maj. Det er dog fortsat mindre end halvdelen af de næsten 21 mio. job, som forsvandt i april, der er vendt tilbage.

Formiddagens statistikker fra Europa har vist relativt pæne takter. Tysklands eksport steg mere end ventet i juni med 14,9 pct. mod 8,9 pct. måneden før. Der var ventet en stigning på på 14,4 pct. ifølge Bloomberg News.

Den tyske industriproduktion steg med 8,9 pct. i juni mod estimeret 8,2 pct., og herhjemme har den danske industriproduktion for første gang under coronakrisen vist fremgang. Den steg med 4,0 pct. i juni i forhold til måneden før.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder