Obligationer/middag: Lille rentehop på fortsat nervøs dag
Renten ligger en spids højere fredag middag på en dag, hvor udviklingen fortsat ses svinge i takt med forventningerne til sundhedstilstanden i det globale finanssystem efter tre kollaps af mindre amerikanske banker i sidste uge og bekymringer for flere.
Den tiårige danske statsrente åbnede med et lille renteløft fredag, og det er også niveauet ved middagstid på ugens sidste handelsdag. Renten er 2,46 pct. eller 2 basispoint højere end tirsdag, da den steg 9 basispoint i 2,44 pct. Den har svinget mellem 2,44 og 2,50 pct. i formiddagens handel.
Sidste fredag var renten 2,65 pct. Ude i Europa er der heller ikke de store rentebevægelser.
Udviklingen på finansmarkederne var torsdag primært påvirket af likviditetsbekymringer om den schweiziske investeringsbank Credit Suisse og den amerikanske regionalbank First Republic Bank.
Credit Suisse fik lovning på at kunne låne op til 50 mia. schweizerfranc af den schweiziske centralbank, mens First Republic i USA fik en aftale i hus en række amerikanske banker om at sætte 30 mia. kr. ind i den nødlidende bank.
Fokus er fortsat rettet mod udviklingen i bankerne, men der er frem til fredag middag ikke kommet yderligere direkte rentepåvirkende nyheder på den front. Markedsdeltagerne sidder sikkert fortsat yderst på stolen i frygt for en mulig melding om den næste bank, der er i likviditetsproblemer.
Ellers bød fredag på nøgletal i form af den endelige forbrugerprisopgørelse for eurozonen for februar, og senere venter forbrugertillidsindikatoren for University of Michigan og industriproduktionen fra USA.
Den endelige opgørelse af udviklingen i forbrugerpriserne i eurozonen bekræftede en stigning i kerneinflationen i februar, men et lille dyk i de samlede forbrugerprisstigninger.
Opgørelsen fredag fra EU's statistikkontor, Eurostat, viser et fald i forbrugerprisinflationen til 8,5 pct. i februar fra 8,6 pct. måneden før. Kerneinflationen, der fraregner energi, fødevarer, alkohol og tobak, tiltog derimod til 5,6 pct. fra 5,3 pct. i januar.
Den amerikanske industriproduktion ventes at vise en stigning på 0,2 pct. i februar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I januar var den uændret.
Den foreløbige opgørelse af den samlede forbrugertillidsindikator fra University of Michigan for marts ventes uændret i forhold til februar og ligge 67,0.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›