Obligationer/middag: Lille rentestigning på PMI-tung fredag

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 12:21  |  

De danske statsrenter stiger en smule over middag fredag, hvor stemningen på aktiemarkedet også netop er til den positive side.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme stiger med et enkelt basispoint til minus 0,45 pct. efter en stigning på 2 basispoint torsdag.

Markedet afventer helt grundlæggende fortsat et endeligt resultat af de langstrakte forhandlinger om en ny finanspolitisk hjælpepakke i USA, men fredag vendes fokus også mod en stribe nøgletal.

På makrosiden er det nemlig store PMI-dag, og i løbet af morgenen og formiddagen har der allerede været offentliggørelser fra Japan, Tyskland.

I Japan er både det samlede indeks og de to målinger af service- og industrisektoren fortsat under det neutrale niveau på 50, men i Tyskland viste særligt tallene for industrisektoren sig noget stærkere end ventet i de foreløbige tal for oktober.

Her blev den del opgjort til 58,0 mod ventet 55,0 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det betød også samtidig, at det samlede indeks overraskede positivt ved at vise 54,5 mod ventet 53,3 selv om underindekset for servicesektoren skuffede og fortsat viste aftagende aktivitet.

Fuldstændig samme billede var det for de samlede tal for eurozonen. Også her var industrisektoren noget stærkere end ventet, mens servicesektoren skuffede en smule.

Men det samlede tal for oktober overraskede positivt ved at vise 54,4 mod ventet 53,0.

Ud på eftermiddagen kommer turen til USA, hvorfra der ligeledes serveres foreløbige PMI-tal for oktober.

Her venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en stigning i industrisektoren til 53,5 fra 53,2 i september, mens udviklingen servicesektorens niveau på 54,6 i september ventes fastholdt i oktober.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder