Obligationer/middag: Nøgletal sender renten op

Udgivet den 13-08-2013  |  kl. 12:02  |  

Et lovende og overraskende nøgletal fra Europas største økonomi, Tyskland, sendte renten op i Danmark og i det øvrige Europa.

Den toneangivende 10-årige danske obligationsrente ligger tirsdag ved middagstid i godt 1,90 pct., svarende til en stigning i størrelsesordenen 8 basispoint sammenlignet med niveauet ved børslukketid mandag.

I Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige ligger den 10-årige rente også 5-7 basispoint højere end mandag.

Halvdelen af stigningen i Danmark fandt sted efter kl. 11.00, da Tyskland leverede en gedigen overraskelse i form af et ZEW-indeks i overraskende god form historisk set og i forhold til forventningerne. Og industriproduktionen for eurozonen viste også gode takter.

Forventningsindekset for august steg til 42,0 fra 36,3 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 39,9. Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg til 18,3 fra 10,6. Konsensus var ifølge Bloomberg en stigning til mere beskedne 12,0.

- Begge tal ligger over de historiske gennemsnit og indikerer dermed, at der fortsat er tale om et fornuftigt erhvervsklima i den vigtige tyske økonomi. Det underbygger tiltroen til, at Tyskland kan fungere som trækkraft for andre europæiske lande og dermed være med til at trække eurozonen ud af recessionens skygge i løbet af andet halvår, konstaterer cheføkonom i Nordea Helge Pedersen i en kommentar, men pointerer dog, at netop ZEW-indikatoren traditionelt er kendetegnet ved ret store udsving måned for måned.

Også industriproduktionen for eurozonen kom fint ind - omend lidt lavere end ventet.

Industriproduktionen i euroområdet voksede med 0,7 pct. i juni i forhold til maj, og der var ventet en stigning på 1,0 pct. efter et fald i maj på 0,2 pct.

Faldet i maj blev således mere end kompenseret. Også set i forhold til samme måned sidste år var der tale om stigninger.

Senere kan der komme signaler fra USA, hvor det amerikanske detailsalg for juli offentliggøres. Detailsalget i verdens største økonomi ventes at vise en vækst på 0,3 pct. på månedsbasis i juli efter en stigning på 0,4 pct. måneden før.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk