Obligationer/middag: Recessionsfrygt sender lange renter ned

Udgivet den 22-09-2022  |  kl. 12:07  |  

De lange renter falder, mens korte renter er gået i vejret torsdag, efter at renteforhøjelser fra USA, Schweiz og Norge har vist sig at flugte med forventningerne i finansmarkederne. Omvendt skaber kommentarer fra ikke mindst den amerikanske centralbank frygt for en kommende recession.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation steg fra morgenstunden torsdag med 5 basispoint til 2,31 pct., men er siden droppet til 2,23 pct. - et fald på 3 basispoint sammenlignet med onsdag.

Overordnet ligger den tiårige rente dog stadig tæt på det højeste lukkeniveau siden november 2011. Det blev nået tirsdag efter et gevaldigt rentehop på 14 basispoint til 2,31 pct.

Ugen har været præget af spekulationer om størrelsen af den amerikanske centralbanks rentehop. Det blev på 75 basispoint til 3-3,25 pct., og frygt blandt enkelte markedsdeltagere for en forhøjelse på 100 basispoint viste sig dermed ubegrundet.

Til gengæld strammede centralbankledelsen sin retorik yderligere i forhold til kommende pengepolitiske stramninger, ligesom den sænkede sin vækstprognose og løftede inflationsprognosen.

Og i USA blev udmeldingerne mødt med et fald til den tiårige rente, fordi meldingerne for investorerne signalerer en overhængende fare for, at stramningerne vil medføre recession i den amerikanske økonomi. Omvendt steg den kortere toårige rente kraftigt ved udsigt til voldsommere rentestigninger på den korte bane.

Herhjemme følger den toårige danske rente torsdag trop og stiger 9 basispoint til 2,05 pct.

Næste punkt på dagsordenen torsdag bliver den britiske centralbanks renteafgørelse klokken 13. Her ventes en forhøjelse på 50 basispoint til 2,25 pct.

Fra nøgletalsfronten kommer nytilmeldte ledige i USA. Økonomer ifølge Bloomberg News 217.000 nye ledige mod 213.000 ugen før.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯