Obligationer/middag: Rentedrop på dag med PMI-tal
Der er nok for handlerne at holde øje med torsdag, hvor både europæiske og amerikanske PMI-indeks er spredt ud over dagen.
Fra morgenstunden holdt renten sig i ro, men omkring offentliggørelsen af først de tyske PMI-tal og siden de europæiske, har renten sat ind med et regulært drop.
Renten på den tiårige statsobligation ligger aktuelt på 1,79 pct., hvilket er et fald på 9 basispoint fra åbningen. Det skal lægges oven i et rentefald på 14 basispoint onsdag.
Klokken 9.30 kunne handlerne vende blikket mod Tyskland, hvor PMI-barometret over indkøbschefernes syn på aktiviteten i Tyskland udviklede sig dårligere end ventet i den foreløbige opgørelse for juni.
Det overordnede indeks fra Markit og BME faldt til 51,3 hvor der var forudset 53,0. I maj var indekset på 53,7.
For servicesektoren faldt PMI'en til 52,4 fra indeks 55,0 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en mindre tilbagegang til en indeksværdi på 54,4.
For eurozonen landede det samlede PMI-indeks på 51,9 mod 54,8 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 54,0 blandt økonomerne.
I eftermiddag er det så amerikanernes tur, hvor både PMI-indekset for industrien og servicesektoren ventes at lande et godt stykke over 50, der er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang.
- PMI-indeksene har dog over de seneste måneder antydet, at den amerikanske økonomi bremser op. Samme melding kom på det seneste rentemøde i den amerikanske forbundsbank (Fed), hvor Fed nedjusterede vækstprognosen mærkbart, påpeger Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup i et notat.
Det ventes, at PMI-tallene falder en anelse i juni. Men falder de mere end ventet, kan det presse renterne ned og svække dollar.
- Forstærker PMI-tallene investorernes recessionsbekymringer, kan renterne blive presset ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›