Obligationer/middag: Rentefald drevet af opløftende inflationstal

Udgivet den 29-11-2022  |  kl. 11:53  |  

Statsrenterne falder over det meste af Europa tirsdag middag efter opløftende tal for inflationsudviklingen.

Også den danske tiårige statsobligation følger retningen og falder 9 basispoint til 2,11 pct. i forhold til mandag.

Forbrugerpristal fra seks tyske delstater viste tirsdag formiddag alle aftagende prisstigninger i forhold til måneden før, hvilket indikerer, at også det samlede tyske forbrugerprisindeks, som offentliggøres klokken 14, kommer til at vise en aftagende inflation.

- Vi har set nogle pæne rentefald i dag efter forbrugerpristallene. Markedet tolker det som om, at inflationen nu har toppet i euroområdet, og at ECB kan begynde at bløde lidt mere op på den her meget hårde retorik, banken har haft, i takt med at inflationen har været stigende og også har overrasket med større stigninger end ventet, siger rentestrateg Morten Hassing Povlsen fra Jyske Bank til MarketWire.

De europæiske tal ser dermed ud at at følge de amerikanske inflationstal fra starten af november, der ligeledes overaskede positivt ved at vise en lavere stigningstakt end ventet.

- Det er jo det her, man har gået og ventet på, siger Morten Hassing Povlsen.

Fra USA kommer der tirsdag også en opgørelse af forbrugertilliden i november, hvor markedet venter at se et fald til 100,0 fra 102,5 måneden før.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯