Obligationer/middag: Rentefald fortsætter trods overraskende nøgletal

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 11:52  |  

De danske obligationsrenter følger med aktierne ned ved middagstid fredag, hvor investorerne i løbet af formiddagen har kunnet se nærmere på en række europæiske nøgletal.

Fredag middag falder renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 2 basispoint til minus 0,44 pct.

Rentefaldet fortsætter, på trods af at formiddagens europæiske nøgletal har vist sig at overraske positivt.

Bekymringerne for en spredning af coronavirusset uden for Kina er dog igen fredag med til at sætte en kæp i hjulet for nye stigninger på aktiemarkederne, og det rammer også obligationsrenterne, der følger med ned.

PMI-barometeret over indkøbschefernes syn på aktiviteten i Tyskland udviklede sig ellers bedre end ventet i februars foreløbige opgørelse.

For servicesektoren faldt PMI'en til 53,3 fra indeks 54,2 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en tilbagegang til en indeksværdi på 53,8.

Indekset for fremstillingsindustrien var på 47,8, hvor økonomerne regnede med et fald til 44,8, efter at det hed 45,3 i januar.

Et indeks over 50 indikerer, at flertallet forventer fremgang, mens en aflæsning under 50 indikerer tilbagegang for sektor.

PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdet steg desuden uventet i februar.

Det samlede PMI-indeks for eurozonen landede således på 51,6 mod 51,3 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 51,0 blandt økonomerne.

Januarudviklingen i forbrugerpriserne i eurozonen var dog helt som ventet i den endelige opgørelse, hvor kerneforbrugerpriserne, der fraregner prisudsving på energi, fødevarer, alkohol og tobak, steg med 1,1 pct.

Fredag eftermiddag offentliggøres der også nye PMI-data fra USA og nyt om udviklingen i salget af eksisterende boliger.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder