Obligationer/middag: Rentefald i USA smitter af

Udgivet den 11-06-2021  |  kl. 12:29  |  

Rentefald i USA torsdag inspirerer fredag til lavere renter herhjemme, hvor handlerne kan sunde sig lidt oven på torsdagens vigtige inflationstal fra USA.

Kerneforbrugerpriserne steg med 3,8 pct. på årsbasis i maj - den højeste prisstigningstakt siden 1992. Alligevel tog det amerikanske obligationsmarked prisstatistikken med ophøjet ro.

- Inflationen trækkes fortsat op af midlertidige faktorer i form af stigende priser på brugte biler, flyrejser og hotelovernatninger.

- Samlet set trækker disse poster inflationen op med omkring 2,5 procentpoint i maj. Derfor kan den amerikanske forbundsbank (Fed) fortsat argumentere for, at stigningen i inflationen er "forbigående, skriver makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i et notat.

Banken venter uændret, at den amerikanske centralbank så småt vil begynde at stramme sin pengepolitik omkring årsskiftet ved at aftrappe sine månedlige obligationsopkøb.

I USA faldt den tiårige rente torsdag efter inflationstallene, og den tilsvarende toneangivende danske obligationsrente ligger fredag middag 7 basispoint lavere i minus 0,14 pct.

Fredag byder på amerikanske forbrugertillidstal fra University of Michigan. Indekset ventes at stige en anelse i juni ifølge et estimat fra Bloomberg News.

- Forbrugernes humør er stadig langt fra niveauet før covid-19. Det kan skyldes, at den reelle arbejdsløshed er noget større, end de officielle tal viser, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder