Obligationer/middag: Renten kravler op efter gode industrital

Udgivet den 12-08-2022  |  kl. 11:58  |  

Den danske rente kravler fredag ved middagstid stille og rolig opad efter en bedre end ventet udvikling i den europæiske industriproduktion. Ud på eftermiddagen venter der tal fra det amerikanske Michigan-tillidsindeks.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger fredag ved middagstid i 1,30 pct. Det er 4 basispoint højere end torsdag og afspejler den internationale udvikling.

Der er ikke de store nøgletal at forholde sig til fredag, hvor formiddagen har budt på tal for industriproduktionen i eurozonen.

Den viste sig et godt stykke bedre end ventet og steg på månedsbasis med 0,7 pct. i juni. Her var ventet et plus på 0,2 pct. På årsbasis lød stigningen på 2,4 pct. mod ventet 1,0 pct.

Senere fredag kommer der tal fra USA i form af importpriser for juli, men dagens vigtigste tal er dog Michigan-tillidsindekset for august.

Indekset er i bund og grund en forbrugerundersøgelse, der via indsamlede data om forbrugernes holdninger og forventninger opsummerer forbrugsstemningen og måler ændringer i villigheden til at spendere og dermed forudsiger de efterfølgende skønsmæssige forbrugsudgifter.

Indekset ventes at vise en stigning til 52,5 fra 51,5 i juli.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯