Obligationer/middag: Renten kravler videre op på handelshåb

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 12:30  |  

De små rentestigninger, som prægede torsdagens tidlige obligationshandel, er fortsat op ad formiddagen, og ved middagstid ligger renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation i minus 0,51 pct., som er 3 basispoint højere end ved lukningen af markedet onsdag eftermiddag.

Dagens inspiration kommer især fra udviklingen i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina og forhåbningerne om en aftale eller frygt for fiasko.

Onsdag var præget af håb trods mandagens amerikanske sortlistning af 28 kinesiske selskaber inden for it, sikkerhed og overvågning og visa-restriktioner mod kinesiske embedsmænd dagen efter. Begge tiltag som reaktion på anklager for kinesiske brud på menneskerettigheder over for muslimer i Xinjiang-provinsen.

Torsdag fastholdes den positive stemning under indtryk af udsigten til et møde mellem amerikanske og kinesiske topforhandlere, der vil søge en aftale, der kan hindre nye tariffer i at træde i kraft tirsdag i den kommende uge.

Den overliggende trussel er tariffer på stort set al eksport fra Kina til USA på mere end 500 mia. dollar med effekt fra 15. december, hvis det ikke lykkes forhandlerne at nå en aftale, rapporterer Reuters.

Der er ifølge nyhedsbureauet forlydender i visse medier om mulighed for en mindre, midlertidig aftale, som kan suspendere yderligere amerikanske tariffer til gengæld for øget kinesisk import af landbrugsvarer. Men en sådan plan har USA's præsident, Donald Trump, afvist med ønsket om en "stor aftale" - en "big deal", skriver Reuters.

Torsdagens nøgletal omfatter nyt om udviklingen i de amerikanske kerneforbrugerpriser for september og nytilmeldte ledige for uge 40, som offentliggøres klokken 14.30 dansk tid. Ifølge Bloomberg News ventes der prisstigninger på 0,1 pct. på månedsbasis og en tilgang af nye arbejdsløse på 220.000 personer.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder