Obligationer/middag: Renten rykker op efter overraskende ZEW-tal

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 12:11  |  

Efter en neutral åbning tirsdag morgen har renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag middag rykket sig 2 basispoint højere til minus 0,26 pct.

Det sker i takt med en lidt aftagende nervøsitet i aktiemarkederne, der for det danske C25-indeks vedkommende har reduceret et fald på 1,2 pct. i formiddagens handel til en tilbagegang på 0,3 pct. tirsdag middag.

Ud over den generelle usikkerhed omkring handelsforhandlingerne mellem USA og Kina frem mod weekenden, hvor nye amerikanske tariffer træder i kraft, medmindre en delvis handelsaftale når at hindre det, har handlerne friske tyske ZEW-tal at forholde sig til.

De viste tirsdag formiddag, at de tyske finansielle aktører er mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset. ZEW-indeksets forventningsdel for december steg til 10,7 fra minus 2,1 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 0,3.

Det er første gang siden april, at indekset er positivt, og offentliggørelsen af indekset trak umiddelbart renten 1 basispoint op.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg til minus 19,9 fra minus 24,7. Konsensus var ifølge Bloomberg en stigning til minus 22,0.

Fra USA er temperaturmålingen på de små erhvervsdrivende - NFIB-indekset - landet. Det viste et indeks på 104,7. Til sammenligning havde økonomerne ifølge Bloomberg News ventet en stigning til indeks 103,0 fra 102,4.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder