Obligationer/middag: Renten står i stampe før brexit-aftales skæbne

Udgivet den 18-10-2019  |  kl. 11:03  |  

Der er fortsat småt med bevægelser på det danske obligationsmarked ved middagstid fredag, hvor renten på det toneangivende tiårige danske statspapir fastholder morgenens niveau i minus 0,38 pct.

Det er 1 basispoint højere, end da det danske marked lukkede torsdag.

Nøgletal er der fredag ikke mange af i kalenderen, så fokus er rettet mod flere af de taler, som medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, giver i løbet af dagen - herunder talen fra Robert Kaplan, der har stemmeret i renteudvalget.

Talerne kan nemlig give et hint om, hvorvidt centralbanken vil sænke renten ved det næste møde, der afsluttes 30. oktober.

- Siden rentemødet i september har vi fået yderligere nøgletal fra USA, der antyder, at den amerikanske økonomi hænger i bremsen, skriver Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

- Vi vurderer, at Fed vil sænke renten med 0,25 pct.point på rentemødet den 29.-30. oktober, lyder det fra makroanalytikeren.

Markedsdeltagerne holder også fortsat øjnene stift rettet mod Bruxelles og Storbritannien for eventuelt nyt om brexit-sagaen, efter at Storbritannien og EU torsdag blev enige om en aftale for briternes udtræden af unionen.

EU's stats- og regeringsledere godkendte torsdag aften aftalen, og lørdag skal parlamentet i Storbritannien så stemme om aftalen - hvilket dog kan vise sig som en gordisk knude for Boris Johnson.

Det nordiske parti DUP, der er støtteparti til den konservative regering, har nemlig udtryk kraftig modstand mod aftalen, ligesom den britiske opposition har sagt klart nej til aftalen.

Boris Johnson slog dog efterfølgende fast på et pressemøde, at han er overbevist om, at der er opbakning til aftalen.

Det sagde han på et pressemøde i Bruxelles torsdag aften.

- Jeg har stor tiltro til, at når mine kolleger i parlamentet læser denne aftale, vil de stemme for den på lørdag og de efterfølgende dage. Der er ingen grund til at udskyde det. Vi skal videre og få det gjort senest 31. oktober, lød det fra Boris Johnson.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder