Obligationer/middag: Renteplus fortsætter frem mod torsdagens ECB-møde

Udgivet den 11-09-2019  |  kl. 12:42  |  

Rentestigningerne, der har præget det danske obligationsmarked mandag og tirsdag, fortsætter onsdag over middag, hvor markedet har øjnene stift rettet mod torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger onsdag i minus 0,53 pct., hvilket er 1 basispoint højere end tirsdag.

Renten er på en uge steget 14 basispoint, og trenden skyldes ifølge Morten Hassing Povlsen, der er rentestrateg ved Jyske Bank, positive geopolitiske vinde.

Han hæfter sig ved, at uroen i Hongkong er blevet afdæmpet, samtidig med at Kina og USA har fået en mere forsonende tone. Han vurderer også, at stigningerne i renten skyldes, at markedet er blevet mere skeptisk i forhold til torsdagens rentemøde.

- Der er kommet mere tvivl om, hvorvidt ECB er villig til at levere en kæmpestor lempelsespakke. Det betyder, at forventningerne til obligationskøbene er blevet dæmpet lidt. Det har fået nogen til at overveje, om det overhovedet kommer til at ske, siger han.

Der er bredt en forventning i markedet om en rentesænkning og muligvis også en pakke med kvantitative lempelser. Det kan blandt andet indebære opkøb af obligationer - et emne, der løbende har skabt uenighed blandt cheferne i ECB.

Morten Hassing Povlsen peger på, at obligationsmarkedets fortsatte udvikling kommer an på udfaldet af torsdagens møde, og at det uanset udfaldet kommer til at rykke på renten.

- Det kommer meget an på, hvad ECB leverer. Det er det, alle sidder og kigger på. Der er to ting, der er vigtige, vurderer han.

- Hvor store rentenedsættelserne bliver - selv ti basispunkter kan være en skuffelse for nogen - og endnu vigtigere er annonceringen af nye obligationskøb. Hvis det bliver opkøb for under 30 mia. euro, så kan jeg godt se en skuffelse i markedet, hvilket kan drive renterne yderligere op.

- Jeg forventer, at der kommer store udsving uanset hvad i forbindelse med ECB-mødet i morgen, lyder det fra Morten Hassing Povlsen.

På nøgletalsfronten er det småt med større begivenheder onsdag, hvor højdepunkterne er tal for producentpriser og engroslagre i USA.

/ritzau/FINANS

Mads Sejer Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder