Obligationer/middag: Renterne falder frem mod ISM-indeks

Udgivet den 03-10-2022  |  kl. 12:11  |  

De danske statsrenter falder en smule ved middagstid mandag efter en marginal stigning fra morgenstunden.

Ved 12-tiden ligger renten 4 basispoint lavere i 2,54 pct. i forhold til fredag.

Faldet kan ses som en fortsættelse af fredagens humør, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation fredag lukkede 11 basispoint lavere på en generelt positiv børsdag, der også gav en sjælden puster for C25-indekset.

Fra nøgletalsfronten er mandagens største højdepunkt en opgørelse af ISM-indekset i eftermiddag for industrisektoren i USA i september.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald i indekset til 52,1 fra 52,8 i august.

- Skulle indekset aftage kraftigt, kan det presse renterne ned, lyder den umiddelbare vurdering fra Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank.

Mandagen formiddag kom de endelige opgørelser af PMI for industrisektoren i Tyskland og eurozonen samlet set i september, og de var marginalt lavere end ventet.

I Tyskland var indekset på 47,8 mod ventet 48,3, og i eurozonen landede det på 48,4 mod ventet 48,5.

Dertil kan markedsaktørerne se frem mod flere taler fra topfolk fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Raphael W. Bostic, der er chef for den regionale afdeling i Atlanta, taler først midt på eftermiddagen dansk tid og følges senere op af John C. Williams, som leder den vigtige centralbankafdeling i New York.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯