Obligationer/middag: Små bevægelser indleder nyhedstung uge

Udgivet den 28-09-2020  |  kl. 11:49  |  

Små udsving præger det danske obligationsmarked mandag middag, hvor markedet må undvære væsentlige input fra nøgletalsfronten og i stedet afvente ugens mange begivenheder, der blandt andet tæller en amerikansk jobrapport, valgkamp og brexit-møde.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger med en rente på minus 0,42 pct. ved middagstid - uændret fra fredag.

Nøgletalskalenderen har budt på svenske detailsalgstal for august, uden at de dog har påvirket noget nævneværdigt herhjemme.

I stedet ses der frem til den første tv-duel i USA mellem Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden og præsident Donald Trump natten til onsdag.

Historisk har den finansielle reaktion på debatter dog været begrænset, konstaterer Formuepleje, der heller ikke venter væsentlige bevægelser denne gang.

- Vores forventning er, at reaktionen bliver begrænset, medmindre en af de to kandidater træder markant ved siden af, skriver aktiechef i Formuepleje, Otto Friedrichsen, i en optakt.

Ugen byder desuden på den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september, der lander fredag, samt EU-topmødet om brexit, der løber over torsdag og fredag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder