Obligationer/middag: Små krusninger inden vigtige jobtal fra USA

Udgivet den 06-10-2023  |  kl. 11:52  |  

Der hersker ro på obligationsmarkedet fredag middag op til eftermiddagens vigtige amerikanske jobrapport for september.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger uændret i 3,17 pct. efter en samlet rentestigning i løbet af ugen på 8 basispoint.

Det brandvarme amerikanske arbejdsmarked har længe været en hovedpine for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, da jobmarkedet trods adskillige renteløft stadig ikke viser tegn på, at aktiviteten for alvor er på vej ned. Og netop mere afdæmpet aktivitet er i denne tid ønskværdigt for centralbanken, for at inflationen kan komme under kontrol.

De seneste jobtal synes dog at snerpe derhen ad. Blandt andet viste den private ADP-rapport tidligere på ugen et stort fald i antallet af nye job til 89.000 i september fra 180.000 måneden før.

Og den officielle jobrapport ventes i eftermiddag at vise, at antallet af nye stillinger uden for landbruget faldt en smule til 170.000 fra 187.000 i august ifølge Bloomberg News.

Arbejdsløsheden ventes omvendt at falde til 3,7 pct. fra 3,8 pct., mens lønstigningerne uændret ventes at udgøre 4,3 pct.

- Set over de seneste tre måneder har den gennemsnitlige jobvækst været 150.000 personer. Som tommelfingerregel skal der skabes 100.000 nye job om måneden for at holde arbejdsløsheden konstant, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

- Vi nærmer os altså et punkt, hvor ledigheden vil begynde at stige i USA, fortsætter han.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯