Obligationer/middag: Solid rentestigning forud for centralbanktaler

Udgivet den 17-05-2022  |  kl. 11:28  |  

Handlerne sender renter op tirsdag middag forud for en række taler fra centralbankchefer og -medlemmer fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og den amerikanske ditto, Federal Reserve, Fed.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger tirsdag middag 5 basispoint højere i 1,31 pct. efter en rentestigning mandag på 5 basispoint.

Chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, og fire fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, og en tale af ECB-chefen, Christine Lagarde, er i vente. De to chefer taler dog først efter dansk markedslukning.

- Her er der mest fokus på Feds Powell, som bliver interviewet klokken 20 i aften. Men han udtalte sig både i torsdags og for to uger siden på pressekonferencen efter Fed-mødet, så der kommer næppe meget nyt fra den kant, skriver Jyske Bank i en morgenberetning.

ECB's Lagarde taler en time før Powell, og her vil investorerne også lytte efter nye signaler.

- Men efterhånden er budskaberne fra Fed om renteforhøjelser på 50 basispoint på de næste to møder og fra ECB om en renteforhøjelse på 25 basispoint på juli-mødet så veletableret, at vi tvivler på nye signaler, skriver Jyske Bank endvidere.

Til formiddag viste foreløbige tal fra euroområdet, at den økonomiske vækst i årets tre første måneder var en smule højere end ventet blandt økonomerne.

Væksten i bruttonationalproduktet var på 0,3 pct. i første kvartal sammenlignet med fjerde kvartal sidste år, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sigtet efter en fremgang på 0,2 pct.

Senere tirsdag kommer der nyt om den amerikanske industriproduktion, erhvervslivets lagerbeholdninger og byggefirmaernes konjunkturindikator.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯