Obligationer/middag: Store rentestigninger før ECB-referat og ADP

Udgivet den 07-07-2022  |  kl. 12:32  |  

Der er solide rentestigninger på obligationsmarkederne i Europa torsdag middag, efter at referatet torsdag aften fra det seneste rentemøde i Federal Reserve viste bekymring for både inflation og vækst - og sendte de lange amerikanske renter i vejret.

Chefanalytiker Jens Peter Sørensen fra Danske Bank siger til Reuters, at referatet viste en "aggressiv Federal Reserve, hvor behovet for at bremse inflationen er hovedfokus, da referatet fokuserede på inflation snarere en på risikoen for recession."

Ifølge Nordea kan bekymringerne for recession imidlertid betyde, at de aggressive stramninger af den amerikanske pengepolitik snart er overstået.

- Efter frigivelsen af referatet fra Fed steg de lange amerikanske renter relativt kraftigt på udsigten til en potentielt mindre aggressiv opstramning af pengepolitikken. Den effekt kan også være medvirkende til at ændre retningen på renterne i Danmark, der de seneste uger er faldet kraftigt, skriver Nordea i en kommentar.

De danske renter er da også kørt pænt op i løbet af formiddagen, og ved middagstid ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 10 basispoint højere i 1,63 pct.

Torsdag kl. 13.30 vendes blikket mod referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.

- Antyder referatet, at ECB var tæt på at signalere en renteforhøjelse på 0,5 pct.point, vil det kunne presse renterne op, vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk i Sydbank.

På det seneste rentemøde gjorde ECB det klart, at intentionen er at hæve renten med 0,25 pct.point på næste rentemøde den 21. juli., og banken annoncerede samtidig, at obligationsopkøbene ophører 1. juli.

Dagens vigtigste nøgletal bliver ifølge Nordea offentliggørelsen af ADP-beskæftigelsesrapporten fra USA.

- Rapporten bliver af mange betragtet, som en god ledende indikator for den "officielle" arbejdsmarkedsrapport der kommer fredag. På forhånd er der ventet, at beskæftigelsen i juni vil være steget med 200.000 mod 125.000 måneden forinden.

- Hvis forventningerne bliver indfriet, vil det kunne medvirke til at mindske frygten for en hård opbremsning i den amerikanske økonomi, skriver Nordea.

Fra USA kommer der i eftermiddag også tal for handelsbalancen i maj, og nytilmeldte ledige i sidste uge.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯