Obligationer/middag: Toneangivende tiårig rente ligger stabilt

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 11:41  |  

Efter et lille rentefald torsdag morgen ligger renten på det danske obligationsmarked kort før middagstid på samme niveau som ved lukketid onsdag.

Dermed befinder renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2031 sig i minus 0,10 pct. torsdag midt på dagen.

Det sker på en dag, hvor markedsaktørerne afventer en meddelelse og efterfølgende kommentar fra dagens pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, der kommer hen på eftermiddagen, og som kan påvirke markedet.

ECB-MØDE ER ØVERST PÅ DAGSORDENEN

Centralbanken har annonceret, at der vil komme ændringer i bankens strategi for at underbygge bankens forsøg på at øge inflationen.

- Investorerne vil særligt have fokus på, hvordan ECB vil implementere det nye inflationsmål, og hvordan banken har tænkt sig på sigt at ramme målsætningen. Pilen peger mod en meget lempelig pengepolitik i lang tid endnu, vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat.

Fra den hjemlige scene er der torsdag kommet data for forbrugertilliden, der i juli ligger på 2,6, som er en stigning fra 2,3 i juni, viser tal fra Danmarks Statistik.

Henover eftermiddag offentliggøres foreløbig forbrugertillid for hele eurozonen, og dagen byder også på de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, der estimeres at være 350.000 i uge 28 mod 360.000 ugen før.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder