Obligationer/middag: Uændret rente efter bedre end ventet industrital

Udgivet den 15-09-2021  |  kl. 11:49  |  

Det danske obligationsmarked ligger uændret onsdag middag, hvor handlerne endnu kan se frem mod tal for den amerikanske industriproduktion.

Der er allerede landet europæiske tal for industriproduktionen samt tal for Kinas økonomi.

Renten på den tiårige danske statsobligation med udløb i 2031 ligger onsdag morgen uændret i minus 0,05 pct.

Forud for offentliggørelsen af de europæiske nøgletal havde Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, spekuleret i rentefald, hvis tallene for industriproduktionen blev en skuffelse.

Det var imidlertid ikke tilfældet for industriproduktionen i eurozonen, der steg mere end ventet i juli.

Industriproduktionen steg med 1,5 pct. mod estimeret 0,6 pct. blandt økonomer ifølge Bloomberg News. På årsbasis var fremgangen på hele 7,7 pct. mod ventet 6,0 pct.

Hen over eftermiddagen offentliggør USA tal for industriproduktionen i august. Her er der ifølge Bloomberg ventet en fremgang på 0,5 pct. på månedsbasis efter en stigning på 0,9 pct. måneden før.

Allerede 14.30 offentliggøres tal for erhvervstilliden i delstaten New York, Empire Manufacturing, for september. Her ventes et fald til 17,9 fra 18,3 måneden forinden.

I Kina aftog væksten i detailsalget i august til 2,5 pct. i forhold til året før, oplyser det kinesiske statistikbureau onsdag. Det var noget under den ventede stigning ifølge Bloomberg News på 7 pct. og 8,5 pct. måneden før.

Selvom renten tirsdag endte uændret, bød dagen på en stigning til minus 0,02 pct., som holdt fast indtil den let aftagende inflation i USA fik obligationsmarkedet til at vende rundt.

De amerikanske kerneforbrugerpriser, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg 4,0 pct. på årsbasis i august mod 4,3 pct. på årsbasis i juli og en ventet stigning på 4,2 pct. ifølge Bloomberg News.

Inflationen i USA er i de seneste måneder steget markant og har dermed skabt bekymring for, at Federal Reserve vil fremskynde nedtrapning af de pengepolitiske stimuli. En aftagende inflation dæmper den bekymring.

Det fik også betydning for renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation, som tirsdag faldt 2 basispoint til 1,28 pct., hvilket også er niveauet onsdag formiddag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder