Obligationer/tendens: Renterne skal finde sit leje efter store udsving

Udgivet den 16-12-2019  |  kl. 07:23  |  

De danske statsrenter går umiddelbart en rolig start på den nye uge i møde efter større udsving mod slutningen af sidste uge, hvor særligt to store nyheder sendte markedet i bevægelse.

Det britiske parlamentsvalg endte torsdag med en overbevisende sejr til Boris Johnsons konservative parti, og dermed synes vejen mod brexit i slutningen af januar givet. Samtidig meldte USA og Kina om en fase 1-aftale på handelsområdet, hvor der dog alligevel endnu er masser af usikkerhed.

Fredag faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 2 basispoint til minus 0,25 pct. Det skete efter en stigning på 5 basispoint torsdag.

Også de amerikanske statsrenter faldt fredag, men langt størstedelen af faldet nåede at ramme inden for dansk åbningstid, og mandag morgen ligger renten på den toneangivende tiårige T-bond stort set, hvor den gjorde, da de danske handlere gik hjem fredag.

Rentefaldet fredag blev forklaret med, at den indgåede delaftale mellem USA og Kina ikke var så god som ventet, og samtidig meldes der om meget lange udsigter, før næste fase af en endelige aftale kan være på plads.

Og i Storbritannien synes der ganske vist at være klarhed om brexit-datoen, men omvendt venter der nu meget komplicerede forhandlinger om samarbejdsforholdet mellem Storbritannien og dets partnere efter udtrædelsen af unionen.

Og det skal ske på meget kort tid - nemlig inden udgangen af næste år.

BØLGE AF PMI-TAL

Fra nøgletalsfronten venter der i løbet af mandagen et sandt hav af PMI-opgørelser fra Tyskland, eurozonen og USA. Og allerede fra morgenstunden har der været PMI-tal fra Japan.

Her viste industrisektoren lille tilbagegang til 48,8 i november, mens servicesektoren gik lidt frem til 50,6.

En aflæsning over 50 betyder stigende aktivitet, mens data under 50 betyder fald i aktiviteten.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder