Obligationer/tendens: Rolig åbning forud for toneangivende IFO-indeks

Udgivet den 26-10-2020  |  kl. 07:14  |  

Det danske obligationsmarked tegner sig til at starte ugen roligt med mulighed for mindre rentefald mandag morgen, hvor investorerne fortsat vil følge med i forhandlingerne om en ny stimuluspakke til den amerikanske økonomi samt det stigende antal smittetilfælde med coronavirus på globalt plan.

Herhjemme lukkede den tiårige danske statsobligation fredag med en stigning med 1 basispoint til minus 0,45 pct.

Anderledes så det ud i USA, hvor renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 2 basispoint til 0,84 pct. Hele sidste uge var dog præget af stigninger til den tiårige T-bond, hvor renten på obligationen i løbet af ugen steg med samlede 9 basispoint.

Mandag morgen er stigningerne vendt til fald, da renten på den tiårige T-bond falder til 0,81 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er 4 basispoint mindre, end da det danske obligationsmarked lukkede fredag.

Nøgletalskalenderen byder først på tal for det danske detailsalg i september, som lander kl. 8. Senere på formiddagen kommer tyske tal for IFO-indikatoren, som afspejler tilliden til økonomien blandt de tyske industriledere.

Og netop det tyske indeks bliver mandagens vigtigste nøgletal for udviklingen på rentemarkedet, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker ved Sydbank.

- Der vil være fokus på, hvordan de tyske virksomheder har håndteret den kraftige stigning i covid-19 over det meste af Europa. Et stort fald i Ifo-indekset kan presse renterne ned og svække euroen, skriver Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

Han skriver videre i bankens kommentar, at han venter et fald i Ifo-indekset for oktober. Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News venter analytikerne et Ifo-indeks på 93,0 mod tidligere 93,4.

Til eftermiddag kommer nøgletal for boligsalget i USA i september, hvor analytikerne venter en stigning på 1,3 pct.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder