Obligationer/tendens: Rolig åbning i vente på nøgletalsfattig dag

Udgivet den 10-02-2020  |  kl. 07:02  |  

Der er lagt op til en rolig start på det danske obligationsmarked mandag, hvor udviklingen vil blive dikteret af den generelle stemning på finansmarkederne og eventuelt nyt om coronavirussets udbredelse og omfang.

Fredagens rentemarked var præget af små udsving, hvor den store begivenhed var den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for januar.

Rapporten viste, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 225.000 personer i januar. Og det var en hel del bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 165.000 nye job.

De stærke data nedtoner udsigten til flere pengepolitiske lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, påpegede flere analytikere efter rapportens offentliggørelse.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede fredag i minus 0,37 pct., som også var dagens udgangspunkt.

De amerikanske renter faldt ligeledes tungt på ugens sidste dag, da investorerne søgte ly i de fastforrentede papirer inden weekenden på frygt for, at smitteantallet fra virusudbruddet i Kina igen ville accelerere.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 6 basispoint til 1,58 pct. Mandag morgen handles T-bond med en rente på 1,59 pct. på markedet i Tokyo.

Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede fredag.

Mandag er der lidt hjemlige nøgletal for markedsdeltagerne at tygge på. Klokken 8.00 offentliggøres tal for både betalingsbalancen for december, forbrugerpriserne for januar og handelsbalancen for december.

- I fraværet af de helt store nøgletal venter vi, at den generelle stemning på finansmarkederne i dag vil være styrende for renteudviklingen, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder