Obligationer/tendens: Små rentefald i sigte forud for tysk nøgletal

Udgivet den 24-02-2020  |  kl. 07:16  |  

Lette rentefald kan præge det danske obligationsmarked, når markedsdeltagerne mandag tager hul på en ny handelsuge, som skydes i gang med en status på den tyske erhvervstillid og nye bekymringer om coronavirus, efter at Italien i løbet af weekenden har bekræftet, at antallet af coronavirussmittede har nået over 150.

- Investorerne får i dag en vigtig temperaturmåling på den tyske økonomi ved IFO-indekset i februar. IFO-indekset vil blive en strømpil på, hvor hårdt den tyske økonomi vil blive ramt af Covid-19. Et kraftigt fald i IFO-indekset kan presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en morgenkommentar.

Fredag fulgte de danske obligationsrenter med aktierne ned, da bekymringerne for en spredning af coronavirusset uden for Kina var med til sætte en kæp i hjulet for nye stigninger på aktiemarkedet, og det tyngede også obligationsrenterne.

Fredag sluttede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation en spids lavere i minus 0,43 pct.

Også de amerikanske aktier faldt fredag i takt med aktiemarkedet. De lange renter er dykket siden udbruddet af coronavirus, og fredag nåede de historisk lave niveauer. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 1,47 pct., hvilket var dog var 2 point over niveauet, da de danske obligationshandlere gik på weekend.

Mandag morgen ligger rentemarkedet stille, da det er helligdag i Tokyo, og derfor handles amerikanske T-bonds ikke mandag morgen.

Investorerne kan mandag rette opmærksomheden mod danske nøgletal, når der klokken 8.00 offentliggøres tal for detailsalget i januar.

Lidt senere på formiddagen er det fra Tyskland, at markedsdeltagerne får enkelte nøgletal i form af importpriserne for januar og mere vigtigt - det tyske erhvervstillidsindeks IFO fra februar. Økonomerne venter ifølge Bloomberg News et fald til 95,3 fra 95,9.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder