Obligationer/tendens: Svensk rentemelding og USA-inflation i fokus

Udgivet den 30-06-2022  |  kl. 07:05  |  

En renteannoncering fra svenske Riksbanken og danske arbejdsløshedstal er blandt morgenens største fokuspunkter herhjemme, mens investorerne i eftermiddag vil rette blikket mod amerikanske tal for privatforbrug og inflation.

- I eftermiddag vil fokus skifte til udviklingen i den amerikanske inflation når kerne-PCE-tallene for maj offentliggøres. På forhånd er der ventet et mindre fald til 4,7 pct. på årsbasis mod 4,9 pct. i måneden forinden. Disse data bliver fulgt tæt af den amerikanske centralbank og spiller traditionelt derfor også en stor rolle i markedernes prisning af pengepolitikken i USA, skriver Nordea i en morgenkommentar.

Udsigt til et lille pres på aktierne fra åbningen i Europa torsdag kan fra start lægge et mindre tryk ned på renterne herhjemme, men det bliver formentlig i småtingsafdelingen - at dømme efter udviklingen i udlandet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 8 basispoint til 3,09 pct., som også er niveauet torsdag morgen på markedet i Tokyo. Det er dog 2 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation i 1,88 pct., hvilket var 14 basispoint lavere end lukkeniveauet tirsdag. Det relativt pæne rentefald kom blandt andet efter tyske inflationstal, der viste lavere prisstigningstakter i juni end ventet.

- Kombinationen af faldende aktiemarkeder og et overraskende tilbagefald i tysk inflation var i går medvirkende til at presse de lange europæiske renter mærkbart lavere, skriver Nordea i en kommentar torsdag morgen.

Svenske Riksbanken annoncerer kl. 9.30 sine rentebeslutning fulgt af en pengepolitisk rapport, og der er stærke forventninger blandt økonomerne om, at den ledende svenske rente her bliver hævet med 50 basispoint til 0,75 pct.

Inden da er der kl. 8 offentliggjort arbejdsløshedstal fra Danmarks Statistik for maj.

Natten til torsdag er der kommet PMI-data fra Kina, hvor den samlede aflæsning fra National Bureau of Statistics viser en stigning til 54,1 i juni fra 48,4 i maj.

For fremstillingssektoren er PMI steget til 50,2 fra 49,6 i maj. Dermed kom det tilbage over det neutrale niveau på 50, som er skillelinjen mellem tilbagegang og ekspansion. Der var dog ventet et lidt højere niveau på 50,5.

Den officielle måling af aktiviteten i servicesektoren viser en massiv fremgang i aktivitetsniveauet efter lempelser i de strenge kinesiske covid-nedlukninger. Her er aflæsningen 54,7 i juni, hvor det måneden før var 47,8. Analytikerne havde ventet en aflæsning på 50,5.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯