Obligationer/tendens: Udsigt til mindre renteudsving før industrital

Udgivet den 15-09-2021  |  kl. 07:08  |  

Der er udsigt til begrænsede udsving på det danske obligationsmarked onsdag morgen, hvor handlerne især vil se frem mod tal for den amerikanske og den europæiske industriproduktion, mens der allerede er landet tal for Kinas økonomi.

Tirsdag endte renten på den tiårige danske statsobligation med udløb i 2031 handelsdagen i minus 0,05 pct., hvilket var uændret fra dagen før.

- Tallene vil give et indblik i den globale industri, hvor flere aktivitetsbarometre antyder en lille afmatning. Falder både den europæiske og amerikanske industriproduktion, kan renterne blive presset ned, lyder vurderingen fra makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i bankens finansielle nyhedsoversigt onsdag morgen.

For eurozonen ventes industriproduktionen at være steget 0,6 pct. i juli mod et fald på 0,3 pct. måneden forinden, viser tal fra Bloomberg News. I USA lyder estimatet på en stigning på 0,5 pct. i august, mens stigningen var 0,9 pct. i juli.

I Kine aftog væksten i detailsalget i august til 2,5 pct. i forhold til året før, oplyser det kinesiske statistikbureau onsdag. Det var noget under den ventede stigning ifølge Bloomberg News på 7 pct. og 8,5 pct. måneden før.

Selvom renten tirsdag endte uændret, bød dagen på en stigning til minus 0,02 pct., som holdt fast indtil den let aftagende inflation i USA fik obligationsmarkedet til at vende rundt.

De amerikanske kerneforbrugerpriser, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg 4,0 pct. på årsbasis i august mod 4,3 pct. på årsbasis i juli og en ventet stigning på 4,2 pct. ifølge Bloomberg News.

Inflationen i USA er i de seneste måneder steget markant og har dermed skabt bekymring for, at Federal Reserve vil fremskynde nedtrapning af de pengepolitiske stimuli. En aftagende inflation dæmper den bekymring.

Det fik også betydning for renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation, som tirsdag faldt 2 basispoint til 1,28 pct.

Onsdag morgen har renten rettet sig et enkelt basispoint til 1,29 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder