Obligationer/tendens: Udsigt til nye rentefald med fokus på PMI-tal

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 07:10  |  

Der er fredag udsigt til små rentefald på det danske obligationsmarked efter torsdagens flugt mod sikker havn og pres de de amerikanske renter, der også er fortsat i løbet af natten til fredag.

Fredag vil fokus være på en række foreløbige PMI-tal for februar fra blandt andet Tyskland, eurozonen og USA. I Japan er der allerede fremlagt PMI-erhvervstillidstal, der viste et store fald for både fremstillingssektoren og servicesektoren.

Renten blev torsdag presset af nyheder om de første dødsfald af coronavirusset i Sydkorea og Japan, og yderligere blev renten i USA presset af en meddelelse fra den amerikanske centralbanks næstformand, Richard Clarida, om, at markedet reelt ikke forventer en rentesænkning.

Det skuffede ligeledes investorerne, som derfor forlod aktierne og samtidig øgede presset på renterne i den lange ende.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt torsdag med 5 basispoint til 1,52 pct. Fredag morgen fortsætter rentefaldet på T-bondmarkedet i Tokyo til 1,49 pct., hvilket er det laveste niveau siden starten af september.

Ved dansk lukketid torsdag var den tiårige amerikanske rente i 1,53 pct. og er altså fredag morgen omtrent 4 basispoint lavere.

Torsdag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation til lige over minus 0,42 pct. fra lige over minus 0,39 pct. onsdag dansk lukketid.

De foreløbige PMI-indeks i Japan viste for fremstillingssektoren et fald til 47,6 i februar fra 48,8 i januar. Indekset for servicesektoren droppede samtidig til 46,7 fra 51,0 i januar.

Fokus vil fredag formiddag være rettet mod de foreløbige PMI-indeks for Tyskland og eurozonen, hvor et stort fald kan svække euro og medføre rentefald. Det samme kan blive gældende for dollar og renterne i USA, når PMI-indeksene fra USA leveres fredag eftermiddag.

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked vil åbne med små rentefald. Investorerne modtager i dag en byge af PMI-tal fra Europa, USA og Storbritannien. PMI-tallene vil give et pejlemærke på COVID-19's økonomiske betydning for den globale økonomi. Er der en generel tendens til fald i PMI-indeksene, kan det presse renterne ned, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder