Obligationer/tendens: Udsigt til stigende renter efter Kristi himmelfart

Udgivet den 22-05-2023  |  kl. 07:15  |  

Der er udsigt til stigende renter, når det danske obligationsmarked åbner mandag efter en længere pause grundet Kristi himmelfartsferien.

De amerikanske statsrenter er - siden det danske marked lukkede onsdag - steget, og efterslæbet kan være med til at presse de danske renter op fra start mandag.

Den tiårige amerikanske rente er mandag morgen 3,66 pct., hvilket er 11 basispoint over niveauet ved dansk lukketid onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske rente er samtidig mandag i 4,24 pct. - ligeledes 11 basispoint over niveauet onsdag klokken 17.

Onsdag endte den tiårige danske statsobligation med en rente på 2,63 pct., hvilket svarede til lukkeniveauet tirsdag.

På nøgleskabsfronten starter ugen med tal for forbrugertilliden i Danmark for maj, inden der i eftermiddag også kommer tal for forbrugertilliden i maj fra eurozonen.

- Vi så, at forbrugertilliden ramte bunden i efteråret af 2022. Siden da har vi nærmest hver måned set stigning i forbrugertilliden. Det betyder dog ikke, at forbrugerne løber rundt med armene over hovedet, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar forud for den europæiske forbrugertillid.

- Den seneste stigning i forbrugertilliden er dog godt nyt for vækstudsigterne for den europæiske økonomi. Mens industrien hænger i bremsen, spirer servicevirksomhederne nemlig. Forbrugerne nyder lige nu godt af, at inflationen langsomt aftager og højere lønstigninger, fortsætter han.

Forbrugertilliden i eurozonen ventes blandt økonomerne i maj at stige til minus 16,8 fra minus 17,5 måneden før, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯