Omsætningen faldt markant i første halvår hos Carlsberg

Udgivet den 10-07-2020  |  kl. 09:21  |  

Carlsberg så et fald i omsætningen i første halvår af 2020 på 11,6 pct. I andet kvartal lød omsætningsfaldet på 14,6 pct.

Det fremgår af foreløbig tal fra selskabets halvårsregnskab, der er offentliggjort fredag.

Baseret på foreløbig indtjening ser selskabet desuden et organisk fald i driftsresultatet på 8,9 pct. i første halvår.

Den organiske volumen faldt med 7,7 pct. i halvåret og 7,8 i andet kvartal.

I Vesteuropa havde Carlsberg en meget svær start på andet kvartal, men så forbedringer på markedet mod slutning af kvartalet - blandt andet på grund af godt vejr i juni.

I Asien så bryggeriet et stærkt rebound i Kina i andet kvartal, hvor indtjening forbedrede sig "markant", mens salget specielt i Indien og Nepal var ramt af nedlukninger.

I Østeuropa har salget være mindre påvirket af coronavirusset.

Bryggeriet fastholder suspenderingen af sine forventninger.

- Målet er at opretholde en god kommunikation med vores eksterne interessenter både investorer, analytikere og medier. Vi suspenderede vores guidance i april på grund af den store effekt som Covid-19 pandemien har på vores forretning, oplyser Kasper Elbjørn, direktør for ekstern kommunikation i Carlsberg Group, i en kommentar.

- Vi mener, der er behov for at give nye oplysninger til omverdenen så hurtigt som muligt, og vi har nu de foreløbige tal for Q2, og kan derfor annoncere dem til markedet i stedet for at vente til 13. august, hvor vi annoncerer vores halvårsregnskab, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting