Onsdagens aktier: Nordea og Danske Bank endte i bunden af rødt C25

Udgivet den 17-10-2018  |  kl. 17:03  |  
GN Store Nord - RD

Danske Bank og Nordea måtte tage sig til takke med bundplaceringer på det danske aktiemarked onsdag, hvor tirsdagens store optimisme blev afløst af mere forsigtig stemning.

C25-indekset endte dagen med et fald på 0,1 pct. til 1046,07 efter tirsdagens rekordstore stigning på 2,4 pct. Ifølge Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, er der intet overraskende i, at markedet tog en puster onsdag.

- Det er alt andet lige meget normalt efter en så grøn dag, som vi så tirsdag. Det er der i bund og grund ikke noget unaturligt over, siger han til Ritzau Finans og påpeger, at det danske marked også var præget af en lidt lavere handelsaktivitet på grund af efterårsferien.

I toppen af indekset sluttede Chr. Hansen, der præsenterede et positivt årsregnskab mandag, og Coloplast med stigninger på 2,1 pct. til henholdsvis 662 kr. og 641,20 kr., på trods af at der ikke var meget nyt om de to selskaber.

MULIG HVIDVASK I NORDEA

Hvidvask var igen et ord, der var med til at præge udviklingen på aktiemarkedet, og denne gang ramte det Nordea, der sluttede helt i bunden af indekset med et fald på 4,5 pct. til 61,71 kr.

Ifølge nyhedsbureauet TT har det svenske bagmandspoliti nemlig modtaget dokumenter om mulig hvidvask i Nordea.

Fonden bag dokumenterne, Hermitage Capital Management, mener ifølge Børsen at have identificeret mistænkelige overførsler for 1,1 mia. kr. til 365 forskellige konti i Nordeas svenske, danske, finske og norske afdeling.

- Størrelsesmæssigt er det, der er kommet frem, meget mindre, end hvad der er tale om i Danske Bank, men rent stemningsmæssigt har det bare været presset for de nordiske banker efter sagen med Danske Bank, siger Nikolaj Holmsgaard om Nordeas kursfald onsdag.

Danske Banks aktie indledte et større fald i løbet af formiddagen, efter at banken oplyste, at Finanstilsynet har afvist Danske Banks anmodning om at godkende Jacob Aarup-Andersen, der i øjeblikket er bankdirektør og ansvarlig for Wealth Management, som ny administrerende direktør.

Afvisningen skyldes, at "der er behov for længere tids erfaring", oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse. Danske Bank har derfor tilbagekaldt ansøgningen, og processen med at finde en ny administrerende direktør fortsætter dermed.

- Danske Bank har brug for en permanent kaptajn til at stå på broen og sejle skibet igennem de her noget rørte vande. Derfor er al klarhed godt, og det får vi jo ikke noget i dag med den nyhed her, siger Mads Thinggaard, aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

Danske Bank endte 2,8 pct. lavere i 137,60 kr.

FALD TIL AMBU, PANDORA OG MÆRSK

I bunden fik storbankerne også selskab af Ambu og Pandora på trods af manglen på selskabsspecifikke nyheder, og også Mærsk-aktierne tog et dyk.

Maersk Lines japanske konkurrent på containerfragten, fusionsrederiet Ocean Network Express (ONE), regner med nettotab i selskabets første driftsår, hvor det hidtil har forventet et overskud.

Opstartsproblemer, "teething problems", med teknologien i forbindelse med sammenlægningen af tre rederiers containerdrift samt stigende udgifter til brændstof er blandt årsagerne. Mærsk B-aktien faldt 1,4 pct. til 8438 kr.

De danske høreapparatproducenter GN Store Nord og William Demant Holding var også at finde i negativt farvand med fald på henholdsvis 2,5 pct. til 273,70 kr. og 0,6 pct. til 203,80 kr.

Onsdag startede den årlige messe hos den europæiske brancheforening for audiologer, EUHA, og det betyder, at der kan komme fokus på selskaberne resten af ugen også.

Blandt sidepapirerne steg Össur 7,1 pct. til 33,20 kr. Selskabet fik løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg" af SEB. Kursmålet blev ligeledes hævet med 3 kr. til 30 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,17%
 
14/11/18

 
1,81%
 
14/11/18

 
1,33%
 
14/11/18

 
0,93%
 
14/11/18

 
-0,09%
 
14/11/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder