Onsdagens aktier: Novozymes indtog bunden og DSV toppen i faldende C25

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 17:03  |  
Foto: Carlsberg

En lille opjustering fra Novozymes kunne onsdag ikke hindre aktien i at indtage positionen som bundprop i et negativt dansk eliteindeks, C25, som endte dagen 1,6 pct. lavere i 1541,22 og dermed faldt for tredje dag i træk.

Generelt i Europa var det pil ned for aktierne, da investorerne fortsat afventer vedtagelsen af en ny hjælpepakke i USA og desuden bekymrer sig om stigende covid-19-smittetal i Europa og implementering af nye restriktioner for at begrænse spredningen.

- Vi ser noget "risk-off" i markedet, efter at det endnu ikke er lykkedes politikerne i USA at få vedtaget en ny hjælpepakke. Der er dog stadig håb om, at der kan falde noget på plads de kommende dage, men troen på det er ved at forsvinde stille og roligt.

- Jeg tror også, at man skal kombinere det med, at Netflix tirsdag aften kom med et skuffende regnskab. Det er en af de klassiske vækstaktier, som har for vane at levere varen hver gang, men nu altså skuffer lidt, siger senioraktiehandler Christian Thatje fra Sydbank til Ritzau Finans.

SKUFFER LIDT MED OMSÆTNINGSPROGNOSE

Onsdagens regnskab fra Novozymes blev straffet med et kursfald på 5,4 pct. til 392,50 kr., selvom enzymkoncernen skruede en smule op for forventningerne til overskudsgraden i 2020 til 26-27 pct. fra tidligere "omkring" 26 pct., mens prognosen for den organiske salgsvækst blev fastholdt på mellem minus 2 og plus 2 pct. - altså med et midtpunkt på en nulvækst.

- Selve regnskabet var vel mere eller mindre godkendt. Så er der deres guidance, som de selv kalder en opjustering. Jeg vil nok mere kalde det en præcisering. De guider 26-27 pct., hvilket også var det, som markedet havde ventet på forhånd. På omsætningsvækst guider de nul, og der skuffer de faktisk lidt, idet markedet her lå lidt højere, siger Christian Thatje.

I bunden af C25 lå også bryggeriselskaberne Carlsberg og Unibrew med fald på 3,5 og 3,1 pct., hvilket kan hænge sammen med de nye tiltag rundt omkring for at dæmme op for coronasmitten, herunder tidlig lukning af barer og restauranter.

DSV Panalpina skilte sig positivt ud i det negative marked med et plus på 0,5 pct. til 1069 kr. Selskabet tilføjer ekstra kapacitet til sit luftfragtsnetværk som følge af høj efterspørgsel under højsæsonen, oplyser selskabet i en mail ifølge Bloomberg News.

Lundbeck lå tidligere på dagen i plus, men endte 1,0 pct. lavere i 193,25 kr. Medicinalkoncernen har fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" af finanshuset SEB. Samtidig er der barberet 20 kr. af kursmålet, så det nu lyder på 230 kr.

GOLDMAN HÆVER ANBEFALING AF CHR. HANSEN

Ingredienskoncernen Chr. Hansen har desuden fået hævet anbefalingen af Goldman Sachs til "neutral" fra tidligere "sælg". Kursmålet er samtidig løftet til 660 kr. fra 600 kr. per aktie. Chr. Hansen-aktien endte 1,3 pct. lavere i 657,40 kr.

Der var også analysenyt om Demant, idet Exane BNP Paribas har løftet kursmålet for aktien til 240 kr. fra 225 kr. Demant-aktien faldt 0,5 pct. til 213,50 kr. efter en stigning på 5,2 pct. tirsdag, hvor der var fokus på nyheden om en forestående større nylancering fra høreapparatselskabet.

Uden for C25 var der fokus på Solar, som opjusterede sine forventninger til driftsresultatet i 2020 til 435 mio. kr. fra tidligere 400 mio. kr. Solar steg 4,7 pct. højere i 324,50 kr.

Protesevirksomheden Össur faldt derimod 2,1 pct. til 45,05 kr., efter at finanshuset SEB sænkede anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb". Kursmålet er fastholdt på 49 kr.

Biotekselskabet Bioporto har gennemført sin aktieemission, hvor der blev solgt 66,6 mio. nye aktier til kurs 1,60 kr. og polstrer pengekassen med et nettobeløb på ca. 93,6 mio. kr. Aktien steg 0,9 pct. til 3,58 kr.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder