Onsdagens aktier: Vestas blæste til tops efter ordrestorm

Udgivet den 30-09-2020  |  kl. 17:06  |  
Povl Krogsgaard Larsen, Carlsberg

Vestas-aktien blæste onsdag til tops efter en storm af ordreannonceringer på kvartalets sidste dag.

Det danske C25-indeks lukkede onsdag med et mindre fald på 0,3 pct. til 1508,36 efter tirsdagens stigning på 1,1 pct. til lukkerekorden 1512,52.

- Vi har vekslet en lidt negativ stemning, der kom efter en kaotisk første valgdyst mellem Trump og Biden, til en mere positiv stemning, efter at finansminister Steven Mnuchin har fortalt, at han venter at nå en aftale om en hjælpepakke, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

- De europæiske aktiemarkeder ligger med plusser, og de amerikanske aktiemarkeder ligger med pæne stigninger efter tidligere at være indikeret omkring 1 pct. lavere, pointerer Martin Munk.

VESTAS I REKORD EFTER FLERE ORDRER

Vestas-aktien lukkede onsdag i toppen af C25-indekset med en stigning på 4,2 pct. i 1030 kr., og vindmølleaktien satte dermed lukkerekord efter annonceringen af en række vindmølleordrer.

Vestas annoncerede onsdag, at selskabet har modtaget tre møllebestillinger fra USA på henholdsvis 185, 184 og 95 megawatt (MW). Derudover blev der også annonceret ordrer til Italien på 28 MW, Polen på 40 MW, Kina på 99 MW og Egypten på 252 MW.

- Vestas bliver understøttet af de mange ordrer, der normalvis kommer ved udgangen af kvartalerne. Ordresituationen ser god ud for tredje kvartal, og aktien har rundet de magiske 1000 kr., siger Martin Munk.

Bryggeriaktien Unibrew lukkede i bunden af C25 med et fald på 3,9 pct. til 655,60 kr. efter et par gode dage på børsen med stigninger på henholdsvis 2,5 og 3,1 pct. Konkurrenten Carlsberg klarede frisag med et plus på 0,5 pct. i 856 kr.

GENMABS TOPCHEF SOLGTE AKTIER

Genmab informerede tirsdag aften om, at biotekselskabets topchef, Jan van de Winkel, har solgt aktier for godt 71 mio. kr. i selskabet. Salget af aktierne skyldes betaling af skat i forbindelse med van de Winkels deltagelse i Genmabs aktiebonusprogrammer for 2017, 2018 og 2019, oplyses det.

Jan van de Winkel har fortsat 641.423 aktier i Genmab, hvilket repræsenterer en samlet værdi på godt 1,5 mia. kr.

- Topchefen har stadig hånden på kogepladen, så jeg vil ikke overfortolke salget, der er skatterelateret, fremhæver Martin Munk.

Genmab-aktien lukkede onsdag med et fald på 2,3 pct. til 2300 kr. næstsidst i C25-indekset.

Bankerne klarede sig godt med stigninger på 2,2 pct. til 179 kr. til Jyske Bank og 1,9 pct. til 86,10 kr. til Danske Bank.

- Bankerne kommer lidt igen, idet investorerne er gået på tilbudsjagt i en sektor, der ligger underdrejet, vurderer Martin Munk.

GN ROKEREDE I LEDELSEN

GN rystede onsdag op i ledelsesgangen, efter at selskabets finansdirektør, Marcus Desimoni, har annonceret, at han stopper ved udgangen af året.

Marcus Desimonis afløser som finansdirektør for koncernen bliver Peter la Cour Gormsen, der i øjeblikket er finansdirektør for GN Audio-divisionen.

GN fik onsdag også lidt analytikernyt, idet franske Exane BNP Paribas løftede sit kursmål for aktien i GN til 575 kr. fra 500 kr.

GN-aktien faldt onsdag med 1,2 pct. til 480,80 kr.

COLOPLAST RAMT AF GEVINSTHJEMTAGNING

Coloplast gik tirsdag forrest i C25 med en stigning på 3,1 pct., efter at selskabet i forbindelse med sin virtuelle kapitalmarkedsdag kom med nye finansielle mål frem til 2025.

Onsdag tog investorerne dog lidt gevinst, og de sendte aktien ned med 0,6 pct. til 1003,50 kr. Analytikerne hos SEB skruede efter kapitalmarkedsdagen op for kursmålet for Coloplasts aktie til 850 kr. fra før 785 kr., og DNB gav aktien samme kursmål mod tidligere 750 kr.

Der var onsdag også analysenyheder til DSV Panalpina og Netcompany. Morgan Stanley har sat kursmålet for Netcompany op til 555 kr. fra 515 kr. I samme omgang gentog finanshuset anbefalingen "overvægt".

Netcompany steg 0,3 pct. til 526,50 kr.

Nordea løftede sit kursmål for aktierne i DSV Panalpina til 1150 kr. fra 975 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb".

DSV Panalpina faldt dog med 1,4 pct. til 1037,50 kr., efter at aktien tirsdag lukkede i rekord for sjette dag i træk.

G4S-aktien steg 6,5 pct. til 16,36 kr., efter at canadiske Gardaworld fremsatte et officielt købstilbud på sikringsselskabet på 190 pence per aktie. Tilbuddet blev dog igen pure afvist af selskabets bestyrelse.

Blandt sidepapirerne faldt aktierne i biotekselskabet Orphazyme med 4,0 pct. til 66,80 kr. efter en skuffende første dag på børsen i New York tirsdag, hvor ADS-aktien tabte 11,7 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder