Onsdagens aktier: Vestas og Mærsk hang i bremsen

Udgivet den 13-09-2017  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked slog bak onsdag, hvor A.P. Møller-Mærsk, Vestas og ISS trak sydover, mens forslåede Lundbeck gjorde comeback.

C20 Cap-indekset indledte lavere og sluttede med et fald på 0,3 pct. til 1170,14 efter en onsdag præget af få og små krusninger på kursgrafen.

- Det er som om, at markedet tager en puster. Vi er steget pænt på, at orkanen Irma ikke blev så slem som frygtet, ligesom der ikke er kommet noget respons fra Nordkorea på de sanktioner, der er indført. Det har løftet markedet, men vi er lidt i et vakuum, siger senior aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Blandt enkeltaktierne var der dog pæne udsving.

Lundbeck genvandt 3,1 pct. til 355,50 kr. efter et samlet fald på over 16 pct., siden topchef Kåre Schultz meldte sin afgang efter bare godt to år på posten.

Blandt de mest faldende aktier var A.P. Møller-Mærsk B og Vestas, der dykkede henholdsvis 2,6 pct. og 1,6 pct. til 12.150 kr. og 559,50 kr.

Raterne på containerfragt er dykket de seneste uger, og med udsigt til oktoberferien i Kina kan der ventes en periode med fortsat rateustabilitet, vurderede analysehuset Alphaliner onsdag.

I forhold til Vestas kom der nyt fra konkurrenten GE Renewable Energy, der introducerede en ny møllekæmpe på 4,8 megawatt (MW) og derved står bedre i konkurrencen med blandt andet Vestas, som tidligere har lanceret møller i den størrelseskategori.

TOPCHEF SÆLGER UD AF COLOPLAST

Blandt onsdagens tabere var også Coloplast, der dykkede 1,2 pct. til 502 kr. - det laveste niveau siden marts. Administrerende direktør Lars Rasmussen solgte mandag og tirsdag sammenlagt 120.000 Coloplast-aktier for 61,6 mio. kr., viste en insidermeddelelse onsdag morgen.

- Jeg tror, at det er Lars Rasmussens aktiesalg, der tynger. Det handler om signalet, som kan vække lidt bekymring, siger Martin Munk.

Det er dog kun omkring et halvt år siden, at Lars Rasmussen også solgte et stort bundt Coloplast-aktier - dengang til en værdi af over 50 mio. kr. Dengang steg aktien.

For ISS bragte tirsdagens kapitalmarkedsdag i London ikke alt for meget nyt, og aktien faldt med 1,6 pct. til 245,20 kr.

- Vores analytiker kom egentlig tilbage med en god fornemmelse i forhold til, at vores case om at købe aktien er intakt. Men der var ikke "breaking news", og det kan godt ske, at den falder lidt på den baggrund, siger Martin Munk.

ONXEO STIGER EFTER HALVERING

Blandt sidepapirerne rørte Onxeo atter på sig. Det fransk-danske biotekselskab meddelte, at det afhænder de eksklusive globale licensrettigheder til lægemiddelkandidaten Validive for 1 mio. dollar. Desuden kan selskabet krydse fingre for, at det senere vil modtage milepælsbetalinger på op til 108 mio. dollar samt royalties på det fremtidige salg.

Onxeo-aktien lukkede 6,5 pct. højere i 16,50 kr. Fremgangen fulgte efter et fald på 50,8 pct. tirsdag oven på et skuffende studie med lægemiddelkandidaten Livatag mod leverkræft, der var udset som flagskibet i selskabets pipeline.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
20/11/17

 
0,00%
 
01:31:02

 
-0,19%
 
20/11/17

 
0,00%
 
01:31:02

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder