Onsdagens aktier: Vestas vandt på årets første dag

Udgivet den 02-01-2013  |  kl. 17:22  |  

Det danske aktier fejrede onsdag nytåret, og især den amerikanske budgetaftale, med kursstigninger næsten hele vejen ned gennem C20-indekset. Kun Chr. Hansen-aktien undveg en kursstigning med en status quo-notering.

Samlet set blev stigningen på 2,1 pct. til indeks 506,4 og dermed lå udviklingen for de danske aktier på linje med den europæiske trend, der også pegede opad med indeks-stigninger på ca. 2 pct. i London, Frankfurt og Paris. Det er første gang siden midten af december, at elite-indekset igen præsterer en værdi over 500.

Med et kursløft på 6,7 pct. til 34 kr. lagde Vestas-aktien sig i toppen. Forhandlingerne i Washington inkluderede en særlig nytårsgave til Vestas i form af en forlængelse af PTC-ordningen, der giver skattebegunstigelse til amerikanske investeringer i vindenergi, og det gav anledning til øget optimisme omkring den volatile vindaktie.

- Men man skal lægge mærke til, at stigningen blot bringer kursen tilbage til niveauet før kursfaldet mellem jul og nytår, bemærker chefaktiehandler i danske Bank, Mads Zink.

Også hos Nordea betragtes udviklingen med besindighed, og rådgiverne er fortsat påpasselige med at anbefale køb af vindmølleaktien.

- Selvom det vil være opmuntrende, hvis ordningen forlænges, er det ikke noget, som for alvor ændrer vores fundamentale holdning til Vestas. Markedsforholdene er stadig meget svære, og usikkerheden stor. Vi mener derfor, at det endnu er for tidligt at købe aktien, selvom den er faldet meget de seneste år, skrev Nordea i en kommentar.

Vestas selv regner ikke med den store effekt på aktiviteterne i 2013

- Vi har sagt, at vi regner med totalt at levere 5 GW i 2013. Det holder vi fast i, da det tager noget tid at lave vindmøller og vindmølleparker. Derfor vil vi formentlig ikke se den store effekt på resultatet i 2013, men det kan komme i 2014, hvis vi får flere ordrer på denne her baggrund, sagde Jens Velling, der regner med, at Vestas vil få en andel af den øgede aktivitet, som forlængelsen måtte give.

Blandt de øvrige C20-aktier fik også A.P. Møller - Mærsk og FLSmidth en god start på året, hvor cykliske aktier nyder gavn af den amerikanske aftale. Mærsk-aktien steg 4,4 pct. til 44.480 kr., og FLSmidth lå 2,6 pct. højere i 335,6. Fredag blev en truende strejke blandt havnearbejdere i 14 havne langs øst- og golfkysten i USA afværget.

Bankaktierne nød også godt af den amerikanske budgetaftale.

- Aftalen giver tryghed, og finansaktier nyder altid godt af øget tryghed, noterer Mads Zink:

Jyske Bank, der vendte tilbage til C20-indekset ved revisionen i december, præsenterede en stigning på 3,4 pct. til 162,5 kr. Nordea-aktien steg 2,5 pct. til 55,5 kr., og Danske Bank-aktien steg 2,1 pct. til 97,7 kr.

Også Pandora lå godt til med en stigning på 4,0 pct. uden selskabsspecifikke nyheder, mens Chr. Hansen holdt sig på 183,7 kr. i et aktiemarked, der ikke belønnede de mere defensive aktier.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk